Miljø
100 millioner skal bremse Cheminova-forurening – fuld oprensning kan koste milliarder
Region Midtjylland har sat Arkil til at etablere en 750 meter lang spunsvæg omkring den forurenede grund på Harboøre Tange. Staten finansierer arbejdet med op til 100 millioner kroner.
Arbejdet med at inddæmme generationsforureningen på Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange er nu gået i gang.
Region Midtjylland har sat entreprenørvirksomheden Arkil A/S til at etablere en 750 meter lang spunsvæg af stål rundt om det forurenede område. Væggen skal presses 13-15 meter ned i jorden og reducere risikoen for, at kemikalier spreder sig til omgivelserne.
Arbejdet begyndte i august og ventes afsluttet ved udgangen af oktober 2026.
Staten finansierer op til 100 millioner
Inddæmningen bliver betalt af staten gennem en særlig pulje til generationsforureninger.
Folketinget har afsat en samlet ramme på op til 100 millioner kroner til arbejdet på Cheminovas gamle fabriksgrund.
Forureningen stammer fra produktionen på området fra 1953 til 1962 og omfatter blandt andet kviksølv og rester af pesticidet Parathion.
Region Midtjylland beskriver grunden som en af landets ti største og mest alvorlige jordforureninger.
– Med indkapslingen af forureningen på den gamle fabriksgrund får vi en solid og sikker kontrol med, at kemikalier ikke spreder sig til omgivelserne, siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).
Fuld oprensning er endnu ikke finansieret
Inddæmningen er ikke det samme som en egentlig oprensning af jorden.
Region Midtjylland forventer, at en fuld oprensning på et tidspunkt kan blive mulig, men vurderer samtidig, at de kendte metoder vil koste flere milliarder kroner.
Der er endnu ikke afsat statslig finansiering til den del af arbejdet.
– Her og nu handler det om at få en sikker og holdbar inddæmning af forureningen, mens vi arbejder videre med en langsigtet løsning, siger Per Møller Jensen (S), formand for Udvalget for Regional Udvikling.
Området er lukket under arbejdet
Den gamle fabriksgrund er indhegnet og lukket for offentligheden, mens arbejdet står på.
Landevejen langs området vil ifølge regionen være åben som normalt i hele perioden.
Cheminovas gamle fabriksgrund er én af tre såkaldte generationsforureninger på Harboøre Tange. Betegnelsen bruges om forureninger, hvor undersøgelse og afværgning forventes at koste mere end 50 millioner kroner, og som samtidig udgør en alvorlig trussel mod grundvand, menneskers sundhed eller vandmiljø.
Region Midtjylland planlægger et borgermøde i løbet af efteråret, hvor interesserede kan se arbejdet på fabriksgrunden og stille spørgsmål til projektet.
Læs også: