Pressemeddelelse
Vejdirektoratet arbejder ved jernbanen nær Kauslunde og Odense fra lørdag den 11. juli. Arbejdet er en del af forberedelserne til den nye jernbane over Vestfyn og kan medføre støj for naboer i området.
Vejdirektoratet arbejder ved jernbanen for at forberede, at den nye jernbane over Vestfyn skal kobles til den eksisterende bane.
Der arbejdes i døgndrift nær Kauslunde Station og ved Elmelund i Odense fra lørdag den 11. juli til mandag den 20. juli. Ved Tørvegyden arbejdes der fra lørdag den 11. juli til søndag den 26. juli.
Arbejdet omfatter blandt andet jord- og afvandingsarbejde, etablering af fundamenter og master til kørestrøm samt justering af spor. For at påvirke togtrafikken mindst muligt udføres dele af arbejdet også om aftenen, om natten og i weekenden.
Naboer i området kan derfor i perioder opleve støj fra blandt andet maskiner og arbejde på sporene.
“Vi har planlagt arbejdet, så det generer naboerne mindst muligt. Desværre kan vi ikke undgå, at arbejdet i perioder vil kunne høres i området,” siger projektchef Janie Winther Ipsen fra Vejdirektoratet.
Vejdirektoratet beklager eventuelle gener, som arbejdet medfører.
Læs også: