Kunst

ADÉLA har millioner af lyttere – nu giver hun sin første danske koncert

Den slovakiske popartist følger udgivelsen af debutalbummet Prima op med en international turné, der bringer hende til København i januar 2027.

Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 24. august 2026

ADÉLA får sin danske koncertdebut den 28. januar 2027, når den slovakiske popartist indtager Amager Bio i København. Koncerten følger få måneder efter udgivelsen af hendes debutalbum Prima, der udkommer 4. september 2026.

Artisten har ifølge pressemeddelelsen næsten 11 millioner månedlige lyttere på Spotify og samtidig opbygget et stort publikum på sociale medier med mere end én million følgere på Instagram og tæt på 1,5 millioner på TikTok.

Fra ballet til popmusik

Vejen til popkarrieren begyndte imidlertid et andet sted. ADÉLA startede med at danse som treårig og flyttede som 15-årig fra Slovakiet til London for at satse på en karriere som balletdanser.

Senere flyttede hun til Los Angeles, hvor hun tog musikfag på Santa Monica College og deltog i realitykonkurrencen The Debut: Dream Academy. Efterfølgende udgav hun blandt andet singlerne ”Homewrecked” og ”Superscar”.

I 2025 fulgte debut-EP’en The Provocateur. Her arbejdede hun blandt andre sammen med Grimes, Dylan Brady fra 100 Gecs og sangskriveren Brett McLaughlin, der tidligere har skrevet for navne som Selena Gomez og Troye Sivan.

Christina Aguilera medvirkede desuden i musikvideoen til singlen ”Sex on the Beat”, mens ADÉLA senere tog på turné med Demi Lovato.

Nyt album før København-koncert

Næste udgivelse bliver debutalbummet Prima, som efter planen udkommer 4. september. Derefter drager ADÉLA på en international turné, hvor København bliver et af stoppene.

Koncerten i Amager Bio torsdag den 28. januar 2027 bliver ifølge arrangøren Smash!Bang!Pow! hendes første koncert i Danmark.

Billetterne koster 290 kroner plus gebyr og sættes til salg fredag den 28. august klokken 9 via Billetlugen.