Vejret

Kraftig regn breder sig: 60 kommuner har fået flere registreringer

Antallet af dage med mindst 40 millimeter regn er kun steget beskedent, men de samme regnhændelser registreres langt oftere på tværs af landets kommuner.

Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 24. august 2026

Voldsom regn bliver registreret i markant flere kommuner end tidligere. En analyse fra Alm. Brand viser, at antallet af kommunale registreringer med mindst 40 millimeter regn på et døgn er steget med 27 procent mellem perioderne 2014-2019 og 2020-2025.

I den første periode blev der registreret 957 tilfælde på tværs af kommunerne. I den seneste periode var tallet steget til 1.212.

Samtidig er antallet af dage, hvor der faldt mindst 40 millimeter regn, kun steget fra 171 til 181. Tallene peger dermed ifølge Alm. Brand på, at den voldsomme regn i højere grad rammer flere kommuner under de samme hændelser.

Det fremgår af pressemeddelelsen fra Alm. Brand. Analysen bygger på data fra Forsikring & Pensions Forsikringsvejret, der henter oplysninger fra DMI’s vejrarkiv.

60 kommuner har flere registreringer

I alt har 60 af landets kommuner flere registreringer af voldsom regn i perioden 2020-2025 end i 2014-2019.

Udviklingen er særligt tydelig i flere nordsjællandske kommuner. Allerød er gået fra fire til 21 registreringer, mens både Furesø og Hillerød har haft 15 flere registreringer end i den tidligere periode.

En registrering svarer dog ikke nødvendigvis til én selvstændig vejrhændelse. Den samme kraftige regn kan ramme flere kommuner og dermed optræde som flere registreringer i materialet.

For Alm. Brand øger udviklingen behovet for, at både kommuner og boligejere forholder sig til risikoen for vandskader.

“Det mest alarmerende er, at stigningerne ikke længere er koncentreret omkring enkelte områder. Vores analyse viser, at registreringerne af voldsom regn rammer langt flere kommuner end tidligere. Det betyder, at risikoen for vandskader er blevet aktuel for langt flere boligejere end tidligere,” siger Jan Graversgaard, VP for Bygning og Bolig i Alm. Brand.

Forsikringsselskab peger på forebyggelse

Alm. Brand lancerede i 2025 initiativet Klimaklar, hvor boliger gennemgås med fokus på risikoen for klimarelaterede skader.

Ifølge selskabets erfaringer kan blandt andet tilstoppede tagrender, utilstrækkelige afløb samt revner og utætheder i boligens klimaskærm øge risikoen for vandskader.

Alm. Brand oplyser, at mere end 70 procent af de løsninger, der anbefales gennem Klimaklar, kan gennemføres uden meget store udgifter. Det kan eksempelvis være reparation af sokkel og facade, forbedringer af afløb eller udskiftning af slidte døre og vinduer.

“Det positive er, at forebyggelse ofte er billigere, end mange tror. I mange tilfælde handler det ikke om store anlægsprojekter, men om at få udbedret mindre svagheder ved boligen, før de udvikler sig til dyre vandskader,” siger Jan Graversgaard.

Selskabet anbefaler blandt andet boligejere at holde tagrender, nedløbsrør, afløb og riste fri samt sikre, at regnvand bliver ledt væk fra huset. Ved kældre kan et højvandslukke ifølge Alm. Brand desuden være et værn mod indtrængende vand.