Motor

Conrad Laursen leverer sæsonens bedste resultat efter comeback på Spa

En vanskelig kvalifikation sendte AF Corse langt tilbage i GT3-feltet, men strategi, pitstop og fart bragte den danske Ferrari-kører og hans teamkammerater helt frem i kampen om podiet.

Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 26. august 2026

Conrad Laursen og AF Corse sikrede deres hidtil bedste resultat i årets European Le Mans Series, da den danske racerkører sammen med Charles-Henri Samani og Davide Rigon sluttede på fjerdepladsen på Spa-Francorchamps.

Resultatet kom efter et løb, hvor trioen måtte arbejde sig frem gennem GT3-feltet efter en vanskelig kvalifikation. Samani startede det fire timer lange løb fra bageste række, men undervejs avancerede holdets Ferrari 296 GT3 og kom mod slutningen i direkte kamp om podieplaceringerne.

Strategi og pitstop hjalp Ferrari frem

AF Corse holdt sig ifølge pressemeddelelsen ude af de problemer, som ramte flere konkurrenter under løbet.

Samtidig bidrog holdets strategi og arbejdet i pitlane til fremrykningen gennem feltet. Det var nok til en fjerdeplads og dermed trioens bedste resultat indtil videre i sæsonen.

Laursen markerede sig også individuelt under løbet. Han satte den hurtigste omgangstid blandt Ferrari-kørerne og vandt undervejs en duel med Ferrari-køreren Matt Griffin.

Laursen øjner sæsonens første podie

Selv om fjerdepladsen ikke udløste et trofæ, ser Conrad Laursen resultatet som et tegn på, at holdet nærmer sig toppen.

– Det er selvfølgelig ikke helt det resultat, vi gerne ville have haft med herfra, men set i forhold til hvordan vi begyndte løbet, synes jeg, at vi kan være godt tilfredse. Vi nærmer os podiet, og det er klart positivt og noget, vi tager med videre. Vi har pakken til at kæmpe helt oppe foran og kører generelt nogle stærke løb. Nu handler det bare om at få sat det hele rigtigt sammen fra starten af weekenden, så vi kan være med helt fremme fra begyndelsen og forhåbentlig få sæsonens første trofæ med hjem, siger Conrad Laursen.

Næste mulighed kommer den 13. september, når femte afdeling af European Le Mans Series køres på Silverstone i Storbritannien.