Trafik
269,9 millioner kroner fordeles til nye cykelprojekter – 34 projekter får penge
Kommuner og Vejdirektoratet får nye midler til cykelinfrastruktur, og blandt de kommunale projekter er sikre skoleveje et markant fokusområde.
34 cykelprojekter rundt om i Danmark får tilsammen 269,9 millioner kroner fra cykelpuljen under Infrastrukturplan 2035. Pengene fordeles mellem kommunale projekter og anlæg langs statsvejene, mens skolecykling fylder markant blandt de kommunale investeringer.
Forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 har besluttet årets fordeling af midler fra cykelpuljen. Kommunerne får samlet 132,7 millioner kroner i tilskud, mens 137,2 millioner kroner går til projekter på statsvejnettet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra By-, Land- og Transportministeriet.
25 projekter har fokus på skolecykling
I alt får 29 kommunale projekter støtte. 25 af dem har ifølge ministeriet særligt fokus på projekter, der skal gavne børn og skolecykling.
De kommunale bevillinger spænder fra 200.000 kroner til sikring af cykelstier på Østergade i Hjallerup i Brønderslev Kommune til 11,7 millioner kroner til en cykelsti mellem Holstebro og Bur.
Blandt de øvrige projekter er nye eller forbedrede cykelforhold i blandt andet København, Aarhus, Sønderborg, Vejle, Helsingør, Køge og Herning.
Kommunerne medfinansierer selv projekterne og står for gennemførelsen.
Læs også:
56,4 millioner til projekt ved Varde
Fem statslige projekter får tilsammen 137,2 millioner kroner og skal gennemføres af Vejdirektoratet. Projekterne er blandt andet udvalgt med blik for trafiksikkerhed samt mulighederne for at tiltrække flere cyklister og cykelpendlere.
Den største enkeltbevilling går til en cykelsti mellem Tistrup og Nørholm i Varde Kommune, der får 56,4 millioner kroner.
En cykelsti ved Hadsund Landevej mellem Lundby og Gunderup i Aalborg Kommune får 37,3 millioner kroner, mens en stitunnel ved Hørupvej i Frederikssund Kommune får 16,8 millioner kroner.
Derudover afsættes syv millioner kroner til Høvejen øst for den tredje Limfjordsforbindelse og 19,7 millioner kroner i en ekstrabevilling til supercykelstien mellem Helsingør og Hillerød.
Pulje til mindre kommuner udvides
Forligskredsen har samtidig besluttet at udvide en pulje, der støtter mindre kommuners arbejde med beslutningsgrundlag.
Fremover skal den også kunne støtte økonomisk trængte kommuners innovation, projektforberedende arbejde og udarbejdelse af beslutningsgrundlag. Ministeriet nævner specifikt Lolland Kommune i den forbindelse.
Puljen tilføres 1,5 millioner kroner.
Læs også: