Byggeri

STARK Group rykker tættere på tyske håndværkere med ny åbning

Den nye Keramundo-forretning i Nürnberg er blandt kædens mest moderne og skal styrke STARK Groups adgang til professionelle kunder i et vigtigt tysk vækstområde.

Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 11. august 2026

STARK Group udvider i Tyskland med en ny Keramundo-forretning i Nürnberg. Åbningen skal styrke koncernens tilstedeværelse i et område, hvor der ifølge selskabet er høj aktivitet inden for byggeri og renovering.

Den nye forretning er på cirka 13.000 kvadratmeter og bliver en del af Keramundos netværk i Tyskland. Keramundo beskrives som landets førende fliseforhandler, og investeringen skal samtidig understøtte STARK Groups fokus på fliser som en strategisk vigtig kategori.

En satsning på specialistkunder

Forretningen er målrettet professionelle håndværkere og samler sortiment, digitale løsninger, rådgivning og logistik på samme lokation. Det skriver STARK Group i en pressemeddelelse.

Ifølge koncernen handler investeringen både om at være tættere på kunderne og om at udvikle moderne forretningskoncepter, hvor varetilgængelighed og effektiv logistik spiller en central rolle.

Group CEO Søren P. Olesen peger på, at koncernen fortsat investerer i et vanskeligt marked.

“Med den nye Keramundo-forretning styrker vi vores position inden for et vigtigt specialistområde og forbedrer samtidig vores evne til at levere høj tilgængelighed, stærk rådgivning og effektive logistikløsninger til professionelle håndværkere,” siger han.

Solceller og elektrisk infrastruktur

Den nye lokation har også løsninger, der skal bidrage til en mere energieffektiv drift. Mere end 4.000 kvadratmeter af taget er udstyret med solcelleanlæg, som leverer strøm til bygningen.

Strømmen skal blandt andet bruges til ladeinfrastruktur for elektriske person- og lastbiler samt til Keramundos egne eldrevne gaffeltrucks.

Den officielle åbning blev foretaget af Nürnbergs borgmester, Dr. Nasser Ahmed.

STARK Group har hovedkontor i Danmark og er Europas største B2B-distributør af byggematerialer til byggebranchen. Koncernen har mere end 1.050 forretninger, omkring 18.500 medarbejdere og en årlig omsætning på 7,76 milliarder euro.